En livsanskuelse med et kærligt tilsnit

Af Walther, 51 år

Kaffe smager bare bedst om morgenen. Sådan er det. Jeg kan i hvert fald ikke huske det anderledes. Nu er det så meget sagt med morgen, for klokken har faktisk passeret 11. Smagen er imidlertid fuldstændig som vanlig, her hvor jeg står og kigger ud på min grå terrasse, der desværre er fri for fugle. Dog har kaffen fået en værdig konkurrent i the, og da ikke mindst hvid creme the. Så fin og rund og fyldig. Så mærker man livet og bliver helt enkelt glad. Og snupper man samtidigt en scones med lemon curd og flødeskum, så bliver man meget glad.

Det er nu 11 timer siden propperne røg af champagneflaskerne. En glad aften med masser af tanker på året, der gik, og ikke færre på året i vente. Det er da også livsbekræftende at stå med de liflige bobler og skåle med gode venner.

Fra mine tidligste erindringer var livet en leg. En leg der var for evigt. Ikke en tanke på, at det hele en dag ville slutte; hvis det da også gør det!!?? Som teenager kommer selvstændigheden stille og roligt snigende ind på kroppen af en. Løsrivelsen starter i små doser, men for mit vedkommende kom den brat, da min far døde alt, alt for tidligt. I teenageårene ønskede jeg, at jeg hurtigt ville blive ældre, for så ville det hele nok være mindre problematisk. Jeg husker, hvordan jeg forestillede mig, at jeg i slutningen af 20’erne ville have et liv, der bare kørte på skinner, og som udelukkende bestod af gode og glade oplevelser. Men jeg gjorde som alle andre mine erfaringer og kunne efter mine første 30 leveår se tilbage på teenageårene som nogle, der forfærdeligt gerne måtte have varet meget længere.

Menneskets frihed er grundliggende for dets velbefindende på lige fod med de basale behov for mad, varme og søvn. Denne kærkomne frihed til at vælge selv kommer med alderen. Uafhængighed på mange måder. Det tiltaler mig, og jeg gør bestemt brug af mine friheder i dagligdagen. Træner når jeg vil. Ser venner når jeg vil. Går i biffen når jeg vil. Som jeg står her og reflekterer, vender mine tanker igen tilbage til de manglende fugle på terrassen. Fugle har stor grad af frihed alene grundet deres flyvefærdigheder. Jeg holder særligt meget af solsortes måde at leve på. Han og hun finder sammen tidligt og forlader aldrig siden hinanden. De får unger og hjælper hinanden med at made dem og opdrage dem. Siden forbliver ungerne tæt på mor og far. Det er da rigtigt hyggeligt. Sådan burde vi mennesker også leve. Det er bare ikke så enkelt, det med en partner. Vores hjerner er vist for udviklede i forhold til fuglenes, og så sker der alt muligt og umuligt i et forhold. Det afholder bare ikke mig fra at drømme. Drømme om at møde min mage, den kvinde, som jeg skal dele resten af mit liv med. Ingen nem opgave. Jeg mener, det er jo ikke så svært at finde en kæreste, men ufatteligt vanskeligt at finde den helt rette. Og hende den helt rette har jeg altså stadig til gode.

I dag er der gået godt og vel halvandet år, siden jeg stod og kiggede ud på min terrasse nytårsdag med en kop kaffe i hånden, og jeg har omsider fundet min mage. Det skete helt nøjagtigt den 18. oktober 2011, og jeg vidste i samme øjeblik, jeg så hende, at min drøm var hørt og opfyldt.