En særlig dag hos barberen

Af Janne, 68 år

I min barndomsby, som var ganske lille, var der en barber. En uhyre tynd mand med blålig hudfarve og kulsort hår, der glinsede af brillantine. Jeg havde altid lidt ondt af ham, for jeg troede, han sultede, og at han frøs. Hver morgen barberede han byens honoratiores, og vi børn blev klippet hos ham.

En dejlig sommerdag – jeg var vel 9 år – åbnede jeg døren ind til den lille salon, hvor der duftede åh så dejligt af pomader og barbersæber, og man kunne næsten spejle sig i det røde, voksede læder på frisørstolene. Den rare barber, der så ud, som om han kunne knække midt over, så smal var han om livet, smilede til mig, og jeg satte mig op på en af de høje stole for at blive klippet.

Salonen summede af liv, da mange kunder kom i god tid for at kunne udveksle lokale nyheder. Langs væggen bag mig sad der 4-5 ældre mænd – de fleste var vist gårdejere fra egnen. På deres brede sjællandske dialekt lo og drillede de hinanden, hvilket var til stor underholdning for mig, der ivrigt kunne følge med i det hele i spejlet.

En af mændene var speciel lattermild – han havde friske røde kinder og glade, blå øjne – og af og til smilede og blinkede han til mig, og jeg følte mig meget udvalgt.

Men så skete der noget for mig uforståeligt. Langsomt begyndte den glade mand med de blå øjne at glide ned ad væggen – længere og længere ned – for til sidst at hænge livløst ud over armlænet. Jeg så, hvordan hans før så glade øjne blev uhyggelige – næsten glasagtige og tomme, og fra hans mund gled der en langsom strime af savl. Han stønnede lidt, men blev så helt stille.

Der opstod et voldsomt røre i salonen, og jeg, der var skrækslagen, blev gennet ud af salonen og sendt hjem. Dagen efter fortalte mine forældre mig, at han var død.

Herefter blev min verden ligesom en anden – den var stadig fyldt med lys og glæde, men en ny følelse var blevet en del af mig. En følelse, jeg fornemmede for første gang et par dage efter oplevelsen i salonen. Det står tydeligt printet i min hukommelse – som var det i går.

Jeg lå på min seng og så solstråler danse og glimte på væggen, og gennem det åbenstående vindue lød der glad latter fra haven, men inden i mig havde jeg en ukendt følelse – en følelse af noget tyngende og af angst – og jeg vidste ikke hvorfor.

Dengang forstod jeg ikke, at det blot var den lille, ubekymrede piges første erkendelse af døden, og af at liv og varme pludselig kan slukkes i et menneske.