Glimt af min svenske barndom

Af Sussie, 46 år

Jeg lukker øjnene, mens linje E forlader Vesterport station, og lader tankerne drive mod nordøst til Fagerhult i Småland. Her bor jeg sammen med min mor, min stedfar og mine tre halvsøskende i et stort, rødt træhus med hvidmalede vinduer. Tilsammen udgør vi næsten to procent af byens befolkning.

Jeg er elleve år gammel, og jeg sidder oppe i et træ med min to år yngre lillesøster og spiser søde, mørkerøde kirsebær. Vi konkurrerer om, hvem der kan samle flest kirsebærsten i munden uden at spytte. Oppe fra træet kan vi se over til Tusse, som trasker rundt ovre ved sin lade, han er skeløjet og halter lidt på det ene ben. I starten var vi bange for ham, men det er vi ikke mere – ikke efter han inviterede os på saftevand og boller med kardemomme og viste os et postkort fra Spanien med en smuk flamencodanserinde.

Vores hus ligger for enden af Hasselvägen, og vi har fået et værelse hver, mit er størst og vender ud mod en mark med køer. Jeg har et stort skrivebord foran vinduet, hvor jeg elsker at sidde og tegne og sortere glansbilleder, og mine gardiner er blomstrede og af bomuld. Jeg er lidt bange for at sove alene, for mørket er så overvældende, og lyden af skovens dyr har det med at vokse sig større om natten. Jeg er dog mest bange for natsværmere. Det værste er, når jeg vågner sent om aftenen eller om natten og skal tisse, for det foregår på dasset, og dasset ligger ovre ved laden. Jeg overtaler altid min søster til at gå med. Der er to huller, så vi kan snildt sidde ved siden af hinanden. Det gør ingen forskel, hvad vi skal lave på toilettet, for lugten er den samme uanset hvad. Hasses far har lagt tegneserier derud, og mor har lagt et kludetæppe på gulvet og hængt plakater på væggene ved siden af nogle klistermærker, hvor der står ”Atomkraft – nej tack” og ”Pedalkraft – ja tak”. Jeg taler for det meste svensk til min søster, selv om vi begge to er født i Danmark. Vores mor taler kun dansk.

I midten af august begynder jeg i 5. klasse i min nye skole. Det er den tredje skole, jeg skal starte på siden børnehaveklassen. I klassen er der en rødhåret pige med fregner, der ikke taler. Hun er ikke stum, hun vil bare ikke sige noget, når hun er i skole, kun hviske. Der er en af de andre piger, der har været hjemme hos hende, og hun er den eneste, der nogensinde har hørt hende snakke, bortset fra forældrene selvfølgelig. Det er lidt underligt, og på en måde synes jeg også, det er synd for hende. Hun ser virkelig forpint ud, når læreren spørger hende om noget, og han er nødt til at gå helt hen til hende for at høre hende. Imens hun hvisker, laver drengene grimasser og pigerne fniser, så læreren må tysse på dem for at kunne høre, hvad hun siger.

Når vi har fri, skal vi stille stolene op på bordet og bede en bøn. Vi beder også til Gud om morgenen, og bagefter synger vi en salme. Jeg kan på en måde godt lide det, men det kan min mor ikke. Hun bliver gal, når hun hører om det, og truer med at ringe og skælde inspektøren ud. For hendes børn skal ikke have fyldt ørerne med sådan en gang ævl, min mor er nemlig ateist, og det har de bare at respektere. Jeg forstår ikke helt, hvad der er galt med Gud, men han må virkelig være slem, for min mor kan ikke fordrage ham. Det fandt jeg allerede ud af, da jeg var syv år gammel, og min farmor og farfar havde taget mig med i Rigssalen på en tur til Jylland. Jeg havde siddet i Rigssalen og lyttet til en mand, der snakkede i flere timer, og som belønning fik jeg en lyserød børnebibel med hjem. Den var flot. Men min mor blev rasende, og skældte farmor huden fuld. ”Hvis I nogensinde tager hende med i Rigssalen igen, får I ikke lov at passe hende mere!” tordnede hun, og den lyserøde bibel blev smidt i skraldespanden.

Jeg har nu altid holdt meget af min farmor, selv om hun er Jehovas Vidne, og selv om hun forlanger, at vi beder bordbøn, før vi skal spise. Min farmor laver verdens bedste kylling i sin store, sorte stegegryde, og verdens dejligste agurkesalat med dild. Jeg elsker at sidde i køkkenet og sludre med hende, mens hun laver mad. Hun er rund og mild, og hun lytter til mig. Og om aftenen spiller vi Matador, og jeg får lov til at være længe oppe. Og min far er velkommen, selv om han har forladt Jehovas Vidner. Men min farfar er jeg ikke så begejstret for. Han vil altid kilde mig, og det er det værste, jeg ved. Han hører ikke efter, han bliver bare ved og ved og ved, lige indtil farmor Anja siger ”Så er det nok, Wilhelm.”

Før i tiden plejede farmor at hedde Ketty. Jeg syntes, det var mærkeligt, at hun bare sådan kunne skifte navn, men farmor har forstand på det med navne. Engang da jeg kom på besøg, sagde hun: ”Her hos mig må du hedde lige præcis det, du vil! Hvis du hellere vil hedde noget andet end Sussie, må du gerne det.” Jeg følte det, som om jeg havde fået en gave. ”Så vil jeg gerne hedde Lotte!” sagde jeg, og sådan blev det. Farmor skrev ”Lotte” på kalenderen ud for min fødselsdag, selv om Jehovas Vidner slet ikke holder fødselsdag.

Om aftenen finder Anja tuscher frem, og jeg får lov til at sidde og tegne lige så længe, jeg vil. Når jeg bliver træt, bliver jeg puttet i seng, og sengen dufter dejligt rent af nyvasket sengetøj. Og i huset lugter der af mad. Jeg elsker at ligge og lytte til lyden af min farmors fødder og lyden af lamper, der bliver slukket, og farmor, der siger godnat. Anja snorker så højt, at det kan høres i hele huset, men det er som regel først om morgenen, jeg hører det.

Jeg har også en fætter, der hedder Kim. Somme tider kommer han på besøg hos farmor og farfar, mens jeg er der. Så leger vi sammen, og spiser sigtebrød med minarine og jordbærsyltetøj i Anjas køkken. Kim har set sin far skyde sig selv i hovedet med et oversavet jagtgevær. Det var hjemme i deres køkken, og der var blod over det hele, så de var nødt til at flytte.

Oppe fra luften ser jeg, hvordan min søster og jeg klatrer ned fra kirsebærtræet og løber hen mod det store, røde hus. Vi stivner, da vi når til trappen med de tre trin, der fører op til hoveddøren. På trappestenen har en hugormemor lagt sig til rette i solen med sine unger, og der ligger de nu og spærrer vejen.