Hvordan jeg lærte rædslen at kende

Af Jes, 69 år

I min tidligste barndom boede vi på landet i et stort skrummel af et hus, hvor mine forældre havde lejet sig ind på første salen. Værten, hr. Hansen, var en noget buldrende og krakilsk herre, der i byen gik under øgenavnet Torske-Hans, fordi han engang havde kørt rundt og solgt fisk fra en kasse, som var bundet på cyklen.

Hansen var en hustyran, og det gik især ud over hans spagfærdige og underkuede kone, der i stilhed måtte lide under hans mange luner. For eksempel blev han rasende, hvis den suppe, hun serverede for ham, var enten for kold eller for varm – den skulle have en ganske bestemt temperatur, krævede han.

Når jeg tænker tilbage på fru Hansen, ser jeg kun for mig et stort, hvidt forklæde, som hun altid bar. Resten af personen er forsvundet i erindringen – sikkert et bevis på det stilfærdige og ydmyge væsen, hun var. Hun havde dog en stor skavank: Hun var næsten stokdøv. Og det var den skavank, der førte til, at jeg som 4-årig lærte rædslen at kende.

I gavlen af huset var der en lille lem, som førte ned til et mørkt kælderrum, hvor der blev opbevaret kartofler. Denne lem var altid forsvarligt lukket af hensyn til nysgerrige børn og husdyr. Men en dag, da jeg og min 3-årige søster tullede rundt uden opsyn på gårdspladsen, opdagede vi, at den hemmelige lem stod åben.

Fristelsen for et eventyr var stort, og vi kravlede ned i det skumle rum, hvor der lugtede spændende af mug, jord og skimlede kartofler. Men vi havde ikke været der mange øjeblikke, da lemmen pludselig med en stort smæk blev lukket, og alt lys forsvandt – og dermed den levende verden udenfor. Vi satte straks i et skrål, men til ingen nytte, for det var den døve fru Hansen, der havde lukket lemmen, og hun kunne ikke høre os.

I de næste minutter – som i min erindring er timer – oplevede vi en så grufuld rædsel, at jeg selv i dag, en menneskealder senere, kan føle gyset. Vi to rollinger klamrede os skrålende til hinanden og var sikre på, at vi aldrig ville se lyset igen og vores mor og far. Vi var fortabte i det kolde, fugtige mørke og ville aldrig blive fundet.

Men pludselig ramte en lysstråle vores forgrædte ansigter. Lemmen åbnede sig med en voldsomhed, som kun en bekymret mor kan gøre det. Hun havde hørt vores skrål, som gav genlyd gennem mure og vægge.

Så historien endte altså lykkeligt med knus og trøst og formaninger. Men selv om jeg senere i livet har oplevet min del af både frygt og rædsel, så kan det næppe måle sig med den gru, jeg oplevede dengang i kartoffelkælderen.