Af Grethe, 75 år

Min yngste søster var mere dreng end pige som barn, og hun elskede at lege Tarzan. Jeg mindes en pragtfuldt bygget og udstyret træhytte, anlagt i et dertil egnet træ. Herfra sendte hun sine hyl, og herfra sprang hun ned på stakkels Kalle, vores hund, der – i mangel af bedre – måtte agere løve. Den blev trykket fladt ned på jorden med alle fire ben strittende ud til siden. Den tog ingen skade af at spille med i komedien og var lige godmodig bagefter.

Min søster var altid anfører for en stor flok veninder, selv langt den kvikkeste. Som ganske lille var hun meget charmerende og havde et rundt engleansigt med et blidt smil. Da hun blev noget større,  syntes hun, at det kunne være nok med al det pjat og lavede, så godt hun kunne, om på sit køn og blev dreng, altid iført korte drengebukser med spejderbælte. Nogle gange om året måtte hun så lide den tort at blive pige igen og have kjole på. Det var, når hun skulle til fødselsdag eller ved anden festlig lejlighed, og var der så bundet en sløjfe på enden, som man brugte dengang, var skammen fuldendt.

Da hun var 12-13 år, vendte hun sin hu til at forfatte og spille komedier. Disse blev bygget over historiske emner med en central figur, helten, som hun altid selv spillede. De øvrige roller måtte hun så skrive og indrette efter de andre deltageres ønske. En ville kun spille prinsesse, og en ville kun spille med maske på, og der var ingen, der ville spille skurken, som jo var absolut nødvendig. Det var tungt materiale at arbejde med, men for tilskueren var der en uhyre grinagtig modsætning i venindernes døde spil og min søsters strålende helt, når hun kom springende ind på scenen iført højrød fløjlsdragt.